Ved udgangen af april præsenterede finansministeriet en rapport, som påviste, at kulturbranchen og restaurationslivet er de områder, som blev hårdest ramt af corona-krisen. Hjælpepakkerne kunne kun i ret begrænset omfang afbøde skaderne – og vores egen kulturminister viste sig overraskende uforstående over for kulturlivets behov. Samtidig var det i vid udstrækning netop de kulturelle tilbud, som folk savnede allermest under nedlukningen. Mange danskere har – til deres egen overraskelse – med tungt hjerte sunget med på højskolesangene foran tv-skærmen, mens de længtes efter de fællesskaber, som er opbygget omkring kulturelle oplevelser.

Da Socialdemokratiet for mere end en halv menneskealder siden opfandt kulturministeriet, var stærke, kulturelle tilbud den belønning, som ventede alle i det forjættede velfærdsparadis. Men siden har socialdemokraterne vendt kulturen ryggen, og vi oplever i dag et kultursyn, hvor man overser, at Arne også går på biblioteket, mens han venter på, at det bliver hans tur. Arne ser dramaserier på DR1, og han går af og til i biografen, hvor han ser danske film. Den statsstøttede kultur er ikke fortrinsvis for eliten. Kultur er den sociale lim, som binder os sammen som samfund, og kultur giver os et fælles udsyn.

Mine tre forslag til nye kulturpolitiske indsatsområder:

1. En ny kulturpolitik bør en gang for alle gøre op med det neo-liberale/rindalistiske kultursyn, som prædikes på mange samfundsvidenskabelige uddannelser. Alt for mange økonomer kan udregne prisen, men forstår ikke værdien af danske uafhængige kulturtilbud. Man kunne med fordel introducere kulturfag på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

2. Gennem kendskabet til dansk og europæisk historie skabes en forståelse for de begivenheder og bevægelser som vores samfundet er formet af. Derfor skal historieformidlingen opprioriteres som et helt centralt kulturpolitisk indsatsområde.

3. De danske folkebiblioteker spiller en helt afgørende rolle i kampen mod det færdighedstab, som kan blive en følge af at færre danskere læser litteratur i deres fritid. Derfor bør en ny kulturpolitik sikre, at folkebibliotekerne forpligtes på litteraturformidlingen og bogudlånet – gerne gennem lovfastsatte normeringer.

Bragt i Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.

Har du en kommentar til dette indlæg, eller andet som du gerne vil bidrage med, så skriv din kommentar på Kulturdebattens Facebook side.

Vi ser i Dansk Forfatterforening et stort behov for en aktiv kulturpolitisk indgriben i problemet med børns dalende lystlæsning. Det er et kæmpeproblem, ikke kun for forfatterne, men for samfundet og demokratiet som sådan. Lystlæsning er et afgørende velfærdsgode for alle børn, uanset hvor de bor, og hvad deres forældre laver.

Heldigvis er der mange gode initiativer rundt omkring, ikke mindst på bibliotekerne, men der er behov for et strukturelt løft, som ikke kan overlades til ildsjæle hist og pist. Vi må have alle relevante sektorer med, og det kræver, at landspolitikerne tager et ansvar for at skabe de fornødne rammer på tværs af sektorer og på tværs af kommunegrænser. Vi skal have nye, lækre bøger ud til alle børn, der hvor de er i deres hverdag. Og bøgerne skal være lige så skarpe, skøre, skæve, eksperimenterede og mærkelige som ungerne selv.

Et andet centralt fokus for Dansk Forfatterforening er digitaliseringen af lærebogsmarkedet, hvor de offentlige uddannelsesinstitutioner i de senere år har gennemført en aggressiv digital delingsagenda og en topstyret centralisering af indkøbet og materialevalget. Alt sammen i digitaliseringens hellige navn, men til skade for alt det, lærebøger egentlig handler om: Kvalitet, formidling, alsidighed og personlig og undervisningsnær udvikling af nye systemer.

Det er ikke kun et problem for skoler, lærere og elever. Det er også rigtig skidt for de fagfolk, der skaber læremidlerne. Sideløbende med denne udvikling ser vi nemlig læremiddelproducenterne tilpasse sig digitaliseringen og centraliseringen med tekstportaler, hvor økonomien i produktionen er justeret efter ønskerne hos de offentlige indkøbsmonopoler uden at tage hensyn til bæredygtigheden af de værdikæder, der ligger bag skabelsen af nye, danske lærebøger af højeste kvalitet. Den bæredygtighed er i dag udfordret af en strukturel forringelse af forfatternes og illustratorernes vilkår i form af engangshonorarer og reduceret ejerskab over værkerne.

Der er behov for en kultur- og uddannelsespolitisk gentænkning af, hvad vi egentlig vil opnå med digitaliseringen, og hvilken pris vi er parat til at betale for de stordriftsfordele, der måske, på længere sigt måske ikke, er forbundet med digitaliseringen.

Bragt i Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.

Har du en kommentar til dette indlæg, eller andet som du gerne vil bidrage med, så skriv din kommentar på Kulturdebattens Facebook side.

Svend Larsen, direktør Det Kgl. Bibliotek.

Kan et samfund leve af kultur? Nej! Kan et samfund leve uden kultur? Nej. En ny kulturpolitik bør udfylde rummet mellem disse to svar. Kultur og kulturinstitutioner har fyldt meget i den offentlige debat under corona-krisen. Hvis denne krisebetingede interesse for kultur og kulturinstitutioner skal omsættes i en langsigtet kulturpolitik, bør vi efter min mening have fokus på tre fundamentale forhold.

For det første kulturlivets sammenhæng med andet liv. Kultur hænger sammen med erhvervsliv, arbejdsliv, med videnskab, teknologisk udvikling osv. Sammenhæng skal forstås som ‘afhængig af’ og ‘betydning for’. I corona-tidens diskussioner af kultur har den dominerende vinkel været kulturens ‘betydning for’. Betydningen er der og skal synliggøres. Men det er ikke holdbart at overse afhængighederne og sammenhængen. Når kulturpolitik bliver ren sektorpolitik, overskæres sammenhængen til det, kulturen lever af og lever i.

Det andet forhold er det digitales betydning. Corona-tiden har vist, at vi ikke kan være rent digitale. Det fysiske møde mellem mennesker er vigtigt, uanset om vi taler arbejdsliv, studieliv eller fritid. Men det skal ikke skygge for den kendsgerning, at vi lever i en digital tidsalder. Det lyder banalt, men netop på kulturområdet er det en vigtig pointe. Min oplevelse er, at kulturfolket hilser det digitale velkommen. Men det digitale ses som rent middel, som en effektiv vejviser til det egentlige, som er den trykte bog, museumsbesøget, teatret eller live-koncerten. Det er ikke en holdbar forståelse af det digitale. Corona-krisen har ikke skabt e-handel, e-sport og e-videnskab osv., men tiden med corona har vist, hvor fundamentalt, det digitale er. Det digitale er ikke noget ved siden af ‘det egentlige’, det er i høj grad blevet det egentlige.

Det tredje forhold, der er vigtigt, handler om, hvordan vi indretter os med det digitale. Vi hylder bogtrykkerkunsten, fordi den skabte langt bredere adgang til viden og oplevelse. Det tog nogle hundrede år, før det slog igennem. Kortere tid tog det for lydteknologi som grammofonen og radioen at demokratisere adgangen til musik, nyheder osv. Der blev etableret en rollefordeling mellem frembringer, formidler og bruger, og der blev skabt nogle mekanismer, som sikrer balance mellem individuelle rettigheder og hensynet til fællesskabet. Et fornemt eksempel på det er de offentlige biblioteker – værd at bemærke i 100-året for den første danske bibliotekslov.

Nettet, det digitale, kan nedbryde mure og overskride grænser. Det er det uovertrufne ved det. Men det potentiale er endnu ikke udnyttet på samme måde, som vi har udnyttet tidligere teknologier. De samfundsmæssige rammer er ikke fulgt med. Det gælder noget helt konkret som ophavsret, men også noget mindre konkret som samspillet mellem det digitale og det fysiske.  

Bragt i Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.

Har du en kommentar til dette indlæg, eller andet som du gerne vil bidrage med, så skriv din kommentar på Kulturdebattens Facebook side.