Zenia Stampe (B), kulturordfører samt landbrugsordfører, miljøordfører og naturordfører for Radikale Venstre. Har bl.a. været næstformand for partiet fra 2008 til 2011. Hun er cand. scient. pol. og har siddet i Folketinget siden 2011.

Tre indspark til ny kulturpolitik

■ Styrk den nye kunst
■ Kunsten ud til folket med fokus på børn og unge
■ Det kulturelle arbejdsmarked

Corona-situationen har understreget danskernes behov for kunst og adgang til kulturen. Danmarks Biblioteksforening sætter 2020-2021 fokus på landets politik på området og inviterer politikere, kunstnere, forlæggere, biblioteksfolk og mange andre til at komme med idéer til en egentlig ny kulturpolitik. Denne gang i en samtale med Zenia Stampe, Radikale Venstres kulturordfører, mandag den 1. februar.

Hvordan skaber vi de bedste betingelser for ny kunst og kultur – er mit første punkt. Jeg oplever, vi i mange år har haft mest fokus på kulturarv og monumenter.
Kunsten samler os og er samtidig en slags refleksionsrum for os som mennesker – hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen. Kunsten og ikke mindst den nye tids kunst, vores egen tids kunst, har fået en lidt stedmoderlig behandling de sidste 20 år og stået i skyggen af kulturarven, selvom vægtningen på det seneste er blevet lidt bedre. Vi skal i vores kulturpolitik skabe en god balance mellem formidlingen af kulturarven og vores egen tids kunst og kultur.

Vi må være mere fremsynede og sammen skabe nogle endnu bedre betingelser og ikke bare fungere som en slags fortids-pushere eller kustoder, og vi skal selv være med til at sikre, at vores tid også skaber kunst og kultur. Det har vi, som corona-tiden har vist, brændende brug for. Ligesom vi skal sikre, at vores efterkommere har noget at huske os og vores tid for.

Flaskepost til fremtiden
Kunsten er på en måde den kollektive hukommelse. Jeg oplever tit, at vi ser fortiden gennem kulturen. Når jeg prøver at sætte mig ind i mine forfædres liv, og hvordan de havde det, er det jo sjældent, man har sine tipoldeforældres dagbog og kan kigge i, selvom det ville være fint. Så er det oftest de kulturelle skildringer blandt andet litteraturen, man går til, for at få noget at vide om hvordan var livet og f.eks. kvinderollen for 100 år siden.

Men vi har også brug for kunsten her og nu. Det er dér, vi bearbejder det, som sker omkring os selv og i samfundet lige nu og finder ud af, hvor vi så vil hen herfra. Det er vores flaskepost til fremtiden, vores samtidskunst er dens kulturarv og dét, vores efterkommere vil huske os på.

Kunsten ud til folket, med særligt fokus på børn og unge – er mit punkt nummer 2. Det er vigtigt er alle børn og unge selv får mulighed for at opleve professionel kunst. For selv om det giver noget særligt selv at prøve kræfter med at spille, udøve og skabe kunst, så har oplevelsen af den professionelle kunst en berettigelse i sig selv, og derfor skal vi støtte børns møde med billedkunst, scenekunst, musik og bøger. Det handler om egne oplevelser og om fællesskabet.

Kunstnernes arbejdsvilkår er det tredje punkt og indspark, og det har meget at gøre med hvad vi har lært her under corona.
Corona har vist, hvor lidt der skal til for at vælte læsset. Vi er nødt til at se på det kulturelle arbejdsmarked. Det kan f.eks. ikke passe, at man – efter at have taget en  kunstnerisk uddannelse, altså en af landets absolutte eliteuddannelser – så kommer ud til et arbejdsmarked, som er så dysfunktionelt, så man er nødt til at tage alt muligt andet forefaldende arbejde ved siden for at overleve. Så er der et eller andet galt. Her kan vi godt fra politisk hold se på, hvad vi kan gøre, og hvor vi kan sætte ind for at skabe bedre vilkår. Fra skattefradrag over opgaver, som vi og samfundet sætter i værk, til at stille krav om at tænke kunst ind i forbindelse med store anlægsprojekter.

Med corona som bagtæppe
Det er meget interessant og en vigtig pointe, at når jeg talte med kunstnere, kulturfolk og deres organisationer om hjælpepakker, og om deres desperate behov for at kunne komme ud og arbejde, og for hvordan de skal klare sig nu og i fremtiden, så endte vi altid ved børn og unge. I en erkendelse af at ja, på kort sigt er hjælpepakker nødvendige for overlevelse, men på langt sigt er det børn og unge, det handler om, som dem der skal bringe kulturen videre. De er både fremtidens kulturforbrugere, men også dem, der skal være de nye stjerner på kunsten og kulturens himmel.

Finansloven
Et første skridt til at sætte ind på de her tre punkter er taget i vores (Radikale Venstre) bidrag til den nye finanslovsaftale, der bl.a.  omfatter nye kulturpenge. Eksempelvis skal 185 mio. kroner bruges på styrket kulturindsats for børn og unge frem mod 2024. Midlerne tilgodeser både punktet ‘børn og unge’, men også ‘det kulturelle arbejdsmarked’ og indebærer, at børns og unges møde med den professionelle kunst – billedkunst, litteratur, musik og teater – styrkes gennem forskellige kendte og nye kulturaktiviteter. Ny kunst og kultur får også et gedigent skulderklap, og der afsættes bl.a. 46 mio. kroner til en ny spillestedordning til den levende musik over de kommende fire år.

Børn møder kunsten
Et konkret eksempel er læseindsatsen. Det handler både om at skabe adgang og gode læsesituationer, men også om at møde f.eks. forfatterne. Jeg er meget optaget af det, som også Danmarks Biblioteksforening sammen med andre arbejder med for at styrke læsning og læselyst. Med min datter på otte år i tankerne – en flittig og glad læser – vil jeg gerne skabe muligheder for, at alle børn møder bogen. Det er en oplevelse, der fuldt ud kan konkurrere med skærmene.

Børn stifter i dag bekendtskab med iPad, film og spil i en meget tidlig alder, hvorimod mange måske først kommer i lag med bogen i 3.-4. klasse, hvor de selv kan læse. Hvordan kan vi introducere litteraturen til børn, før de selv kan læse en bog, eller hvis de ikke møder den hjemme?

Den ny indsats for litteratur handler ikke bare om at opdatere bogsamlingerne rundt omkring i børnenes verden. Den har fokus på, hvordan vores fritidstilbud, klubber og SFO’er kan være med til at introducere børnene for bogen og litteraturen som en kulturel oplevelse, der sagtens kan hamle op med, hvad de ellers ser på skærmene. Intet ondt om det, jeg oplever bare, at bogen kommer halsende lidt bagefter, fordi den alligevel skal have en hånd med, så man sætter sig ned – og får de fantastiske læseoplevelser, som bl.a. Lene Kaaberbøls bøger, Harry Potter og mange andre giver en.

Læseoplevelser, fællesskab og biblioteker
Man kan ikke forvente, at børn selv finder nøglen til litteraturens verden, den skal man hjælpe dem med. Min datter kan faktisk godt selv læse de her bøger, men ville elske, hvis en pædagog i HFO’en satte sig ned og læste op, og man talte om bøgerne. Det samme ville uden tvivl børn, som ikke selv kan læse endnu eller på grund af alle mulige andre forhindringer ikke rigtigt er kommet i gang med bogens univers. Vi kan gøre mange ting her – og det bliver vi også nødt til, for ellers bliver det kun til skærmene.

Børn må gerne opleve, at det ikke er en ensom ting at læse, men faktisk det modsatte. Vi vil selv  koble vores datter, som hurtigt sluger vore mange bøger, sammen med andre læseheste og ser frem til, at det lokale bibliotek igen åbner, så hun kan mødes med andre og tale om bøger i en læseklub på biblioteket. Bibliotekerne er bare så vigtige og skal ikke alene stå til rådighed og udlåne en bog – de er også gode til at formidle og skabe rum omkring læsning.  

■ Den mulighed for og evne til fordybelse man oplever, når man læser en bog, er vigtig for alle. Vi ser store fald i læsning. Det gælder ikke kun børn men også voksne som f.eks. småbørnsforældre. Det er fint med et rum omkring f.eks. film/serier, som mange oplever, men at skabe andre rum omkring læsning er vigtigt. Også her er fællesskab og udveksling af læseoplevelser centrale. Derfor har vi også fået sat penge af til ny litteratur.

Fortalt til Hellen Niegaard

---

Har du en kommentar til dette indlæg, eller andet som du gerne vil bidrage med, så skriv din kommentar på Kulturdebattens Facebook side.

Charlotte Broman Mølbæk (F), Kultur- og idrætsordfører.

Kulturen er for den tid, vi lever i lige nu, blevet vigtigere end nogensinde før. Og ikke kun på grund af corona. Kulturen skal være med til at danne sammenhængskraft i vores stadig mere opdelte samfund, fastslår Charlotte Broman Mølbæk i en morgensamtale fredag den 6. november med Danmarks Biblioteker.

Det er vigtigt, at vi har et fælles fundament her i Danmark og en fælles forståelse af, hvad er vi skabt af, hvad har vi lært gennem tiden, hvor er vi henne nu, og hvordan fremtiden så kan se ud.

Der er i dag større kløfter mellem dem, der har relativt normalt fungerende vilkår og familierammer i forhold til dem, der har nogle sociale udfordringer. Videnskløften bliver større og større. I og med at vi har en nyhedsopsøgende måde, som er fuldstændig i streaming, skaber vi vores egne individuelle nyhedstilgange, og via algoritmerne lukker du dig selv inde og kommer til at generere mere af samme slags. Vi får derfor ikke en generel viden, vi alle kan trække på, og det bekymrer mig.

Hvad er det kultur kan for os som mennesker?
Corona har vendt op og ned på det hele. Dét, vi er stærkt udfordret af i dag, er i forhold til hjælpepakker og til hvordan vi  kan holde hånden under kulturen under nedlukningerne, så vi også har et rigt kulturliv, når corona en gang er ovre. Der klart et af mine fokuspunkter nu. Jeg var derfor meget, meget glad da vi sidst i oktober kunne blive enige om en mere langsigtet aftale med regeringen om at sende over 8 mia. kroner til kulturlivet, foreningerne, idrætten og erhvervslivet.

Rigtigt mange mennesker er mere eller mindre isolerede og savner fællesskab og sociale relationer. Her har jeg et stykke tid væ-ret optaget af, at vi kan få bibliotekerne åbnet lidt mere op, og jeg er derfor også dybt bekymret over den nedlukning, der akkurat lige nu foregår i Nordjylland.

Jeg kan godt forstå, at vi skal passe meget på os selv og på hinanden, men vi skal dæleme også passe på vores mentale sundhed. Når vi skruer op for restriktionerne, skal det følges op af andre muligheder og fællesskaber. Vi skal på en eller anden måde have hjælp til at finde sammen, når vi ikke kan gøre det, vi plejer. Netop bibliotekerne er, mener jeg, virkelig oplagte i forhold til at man kan være i nogle trygge rammer, hvor man også kan holde afstand, men også finde nogle nye fællesskaber. Bibliotekerne er er vant til at samle mennesker på meget forskellige måder og når langt ud både på virtuelle platforme men faktisk også i virkeligheden.

En national strategi om fællesskaber kunne være rigtig god at udarbejde med baggrund i de corona-erfaringer, vi har fået. For vi har jo en række mennesker, som er særligt isolerede f.eks. på grund af handicap og andet. Vi er derfor i første omgang godt tilfredse med den ny ’ensomhedspulje’, som netop er vedtaget afledt af corona: 1.000 nye fællesskaber fulgt af 50 mio. kroner.

Måske kunne man åbne vores kulturinstitutioner altså bl.a. bibliotekerne for særligt sårbare grupper på nogle bestemte tidspunkter, så de fik mulighed for at komme ud. Julen står lige for døren, og jeg er godt nok bekymret for, hvor mange der kommer til at sidde ensomt i den tid – her kunne man måske overveje nogle anderledes juleaktiviteter.

Det er oplagt at lave nogle alternativer til det, vi plejer og måske også overveje at bruge bibliotekerne på en anden måde. For eks. som man har gjort enkelte steder ved at få eleverne ud på bibliotekerne, når der er ekstra pres på skolerne. Det er et forslag, vi støtter og har været ude med et par gange.

Læselyst og læsning er også et vigtigt punkt, som kan behøve et nationalt fokus. Det er skræmmende, at der f.eks. i børneinstitutionerne ikke er tid til læsning. Ifølge EVA-undersøgelsen fra starten af året er lige over halvdelen af danske børneinstitutionerne så pressede, at man har opgivet af finde tid til højtlæsning. Det betyder, at nogle børn kan komme helt hen til skolealderen uden at have haft en bog i hånden.

Noget andet er læselysten. Børn glæder sig helt vildt til at komme i skole og til at skulle lære at læse. Jeg ved det fra mine egne børn, men der går ikke særligt lang tid, så er der ikke meget læse-lyst tilbage. Det, de læser, er ikke særligt spændende, og de måles konstant på, hvad og hvor meget de kan læse på f.eks. en måned. Det er bekymrende, at man går ind og skal måle så meget, som man gør på et oplevelsesfelt, for så hiver man lysten til at læse væk.

Det kan godt være, man elsker at læse Harry Potter, men der bliver noget tvangsmæssigt over det, når man skal nå at læse et bestemt antal sider inden for en bestemt tid og forsøge at følge med de dygtigste. Det er i mine øjne en usund kultur og skidt for læselysten.

Det handler ikke om, hvor hurtigt vi kan læse, men i virkeligheden også om hvad vi erfarer og får ud af det, vi læser. Her er der i dag en helt anden kultur blandt børn og unge, end da jeg var barn. Det skyldes selvfølgelig delvist, at der er meget andet, der trækker i dag, men jeg tror også, det skyldes måden, hvorpå man skal læse i dag i skolen. Den står lidt i vejen for, at børnene selv griber en bog af ren lyst.

Jeg har derfor været meget inspireret af det udspil til en national læsestrategi, som biblioteksforeningen og dens partnere har udformet, og jeg har forsøgt at løfte den, hvor jeg kunne. Men jeg lytter mig også til, at tidspunktet til at få den op at stå nok ikke er det rigtige akkurat lige nu.

Kunst og kultur betyder noget for vores udvikling og for samfundet. At læse eller at lytte til musik kan give nogle refleksioner, så man oplever – gud sådan kunne man også tænke eller gøre. Det er helt afgørende vigtigt for os som mennesker, at vi udvikler os, og gør os tanker om den virkelighed, vi er i. At vi ikke bare indoktrineres til at læse noget bestemt på en bestemt måde, for problemet er, at den kultur går videre i tilværelsen – også til uddannelser og universiteter, så man der leverer på netop det, læreren har ment man skulle, i stedet for at vise selvstændighed, reflektere over tingene selv og se andre perspektiver. Noget, vi alle har brug for både som mennesker og i vores daglige arbejde.

Jeg har under corona i sommer bl.a. været optaget af at give halv pris-adgang til museerne. Grunden til at det er så vigtigt med kultur og biblioteker – og med netop museerne – er den viden og formidling af det historiske, af kunstneriske udtryk eller af f.eks. den teknologiske udvikling, som sker her. Det har stor betydning, og derfor synes jeg, at museerne sammen med bibliotekerne har en helt særlig funktion i vores samfund i at formidle viden. Bibliotekerne byder desuden på nogle fællesskaber om viden, som er vigtige for børn og unge – ikke mindst for dem, som ikke får den viden hjemmefra.

■ Læser og lytter. Selv er jeg nok mest en lytter, særlig en musiklytter, men jeg har godt nok også fået gennempløjet mange bøger i tidens løb. I dag læser jeg mest i perioder, for jeg bliver simpelthen læsetræt af alt det stof, vi som politikere arbejder med. I dag bruger jeg meget lydbøger – og i tillæg til de vel omkring 10 lydbøger, jeg har lyttet til i år, har jeg i alle tilfælde også læst tre bøger til nu.

På bladets spørgsmål om, hvilken bog Charlotte Broman Mølbæk kunne ønske sig til jul, peger hun på Kærlighedens antarktis af Sara Stridsberg og højskolesangbogen 2020 og ønsker bladets læsere god læselyst!

Fortalt til Hellen Niegaard

Morten Messerschmidt (O)
Næstformand i Dansk Folkeparti samt kulturordfører

Vi skal turde dyrke det perfekte
Det vil sige, vi skal sørge for, at der er de bedste rammer inden for alle kunstformer, så vi kan udvikle og understøtte de største talenter, siger en engageret Morten Messerschmidt i en samtale med Danmarks Biblioteker den 6. november i år.

Det Kongelige Teater, i bred forstand, skal have økonomi og rammer til men også pligt til at spotte danske talenter i samarbejde med balletskolen, teaterskolen og de forskellige private skuespilskoler, operaakademiet og andre – ved at holde øje med talenterne. Så Danmark bliver et land, hvor vi tør gribe ud efter stjernerne, og man som ung talentfuldt og ambitiøst menneske har mulighed for at udvikle sig. Det kan gøres på mange måder og gerne med mulighed for at følge en mester på feltet herhjemme og måske også i udlandet. Det handler om at skabe grobund for verdensklasse.

Med det perfekte tænker jeg ikke på det at vægte god/dårlig kunst, men på at være det sted i verden, der kan udvikle de dygtigste kunstnere og blive førende som New York City Ballet og Bolsjoj-Balletten. Tanken om at alt er godt og ligegodt er ikke god nok. Det er vigtigt, at vi tør sige: Vi dyrker det perfekte. Og det er et vigtigt ben i den kulturpolitik, som jeg gerne vil stå for og formulere.

Kunst og kultur er vigtig, og definerende for os. Mennesket er andet end kød og krop, mennesket er ånd og følelsesliv, og det er alle de følelser, der giver os livskraften. Kulturen er det, som holder samfundet sammen – og på niveau med sundhedsvæsenet. Ofte får kulturen ‘det der er tilbage, når andet er tilgodeset’. Det vil jeg rigtigt gerne vende om. For er vi ikke helstøbte som mennesker i sjælen, bliver vi syge i kroppen. Jeg tror, at kulturen kan rigtigt meget rent helbredende, og derfor er vi nødt til at tænke tingene sammen. På den anden side er jeg ikke vildt optaget af, om f.eks. Det Kongelige Teater skal have en eller to procent mere eller mindre eller om museerne skal have to mio. kroner mere eller mindre – jeg er meget mere optaget af rammerne og af, hvordan vi formidler Bergman og Bruckner, så den 14-15årige siger: Hold da helt kæft, det her kan jeg simpelthen ikke leve uden.

Tilgængelighed er derfor et andet vigtigt ben
Jeg er meget optaget af, at der skal være nogen, der tager børn og unge i hånden og viser vej.

Jeg voksede ikke op i et hjem med klaver, men var begunstiget af at have en tante, som vidste noget om og interesserede sig meget for musik, og derfor tog mig under sine brede vinger, da jeg som ung i teenagealderen begyndte at interessere mig for musik. Dét der gjorde, at jeg fik øjne og ører op for musikken, var De tre tenorer i Rom i 90’erne. Ren pop, men alligevel spændende og det gjorde, at jeg dykkede ned i de forskellige genrer og begyndte at dyrke musikken. Jeg er fuldstændig overbevist om, at alle mennesker er kunstnerisk og kulturelt interesserede, de har måske bare ikke opdaget deres niche endnu. For mig var det operaen, for andre vil det være dansen og for atter andre malerkunsten som for eksempel Picassos blå periode.

Jeg er ret sikker på, at der i alle mennesker lever en gnist af det guddommelige, dét som al kunst tragter efter, og at der i alle mennesker er en iboende lille kunstelsker. Men man skal bare have dyrket det frem, og det er enormt vigtigt, at skolerne er en del af det. Især for de mange som ikke får det ind med ske hjemme fra. Og det vil sige, vi skal sørge for at have velfungerende musikskoler, dramaskoler osv. Vi skal ikke bare sørge for, at alle har et klippekort til kunstoplevelser, men også at man gennem skolerne kommer rundt til forskellige museer og oplever og stifter bekendtskab med alt lige fra Rubens og guldalder til kubisme. Altså at man får en fornemmelse af de forskellige kunst- og stilarter og deres betydning i historien både som formidler af datidens tanker, men også som dem, der rykkede fremad. Alt skal ske i unge menneskers første cirka 15 år, og der er selvfølgelig rigtigt mange aktører.

Selv er jeg optaget af, at eksempelvis Copenhagen Opera Festival, der har haft en hel masse fantastiske pædagogiske idéer og har trukket operaen ud af de vante rammer og ud til folk, på en eller anden måde bliver anerkendt. Deres mestersangere, pensionerede operasangere, tog rundt på landets folkeskoler og gav levende sangoplevelser og fortalte om det at synge og fik formidlet alt fra Schuberts sange til opera. Og ovre i Malmø åbner man teatret langt mere for de unge og inviterer dem ind og til at være med til at lave deres egen forestilling, sådan at de involveres i alt fra dramaturgi til skabelse af kostumer med teatrets professionelle folk. Det handler om partnerskaber og om at gå nye veje.

Læseoplevelser i en ung alder er særdeles vigtige
Til bogfestival.dk den 8. november, Bogforums afløser i år, har jeg anbefalet Hemingways Den gamle mand og havet, et forrygende mesterværk med alle følelser inddraget og for alle – den er let at læse, en trænet læser kan gøre det på en tre-fire timer. Sådan en bog skal man læse til at starte med. Bibliotekerne kan her spille en stor rolle for læselyst og læsning, men det er vigtigt, at bibliotekerne ikke bare bliver til computer-caféer, men har fokus på at læse. Jeg ved, at nogle biblioteker har romanklubber, højtlæsning og boglæsning for mødre og fædre på barsel. Bibliotekerne kan også tænke samarbejde med andre lokalt, som f.eks. spejderne – hvad kunne være mere hyggeligt end at sidde omkring et bål og få læst op af f.eks. Edgar Allan Poe.

I Have a Dream – jeg drømmer om en dansk digital kulturplatform, et dansk Arte (Association Relative à la Télévision Européenne, red.). Arte-kanalen, startet i 1992, formidler kunst og kultur, og alle scener i det fransktalende område føder produktioner ind til Arte. Jeg vil gerne have det samme i Danmark, måske ikke som flow-tv, der er Danmark nok for lille et sprogområde, men som en digital løsning, en app, så TV-skærme i Danmark fra start er præ-installeret. Så du ganske enkelt og let kan vælge, som med HBO og de andre etablerede kanaler, at klikke ind og se alt fra Det Kongelige Teaters forestillinger til at følge spændende udgravninger fra Nationalmuseet og Moesgaard, se udstillinger fra Arken og alle de andre kulturinstitutioner, som jo er forpligtigede til nu at få sig en digitaliseringsstrategi, hvor de skal digitalisere og ad den vej formidle en vis andel af deres produktioner. Det koster ingenting at lave i dag.

Dét ville være fantastisk for os alle. Og det ville også kunne bruges i undervisningen i skolerne. 

Jeg er meget bange for denne her TikTok-tidsalder, hvor børns koncentrationsevne er reduceret til 15-60 sekunder ad gangen. Det gør os til dyr, og der er ingen tid og plads for ånd. Derfor er jeg også tilhænger af, at mobiltelefoner ikke bruges i skoletiden – undtaget hvor de skal bruges aktivt i undervisningen. Udgangspunktet må være, at der er reel tid og plads til fordybelse. Læsningen og ikke mindst højtlæsning betyder meget helt fra begyndelsen i skolen. Selv har jeg haft store oplevelser med levende, dramatiserende og fortællende oplæsninger, som Peter og Ulven med Jesper Klein.

■ Kom vi i regering i morgen og jeg blev kulturminister, ville jeg til en start arbejde med en kulturpolitik, hvor de her ting indgik. Og så ville jeg rundt i landet. Rundt og mødes med og brainstorme med alle de aktører, der er er optaget af kunst og kultur i hele landet. Dét bliver jeg enormt inspireret af og vil kunne tage med ind i arbejdet.

Til bladets spørgsmål om, hvilken bog Morten Messerschmidt  ønsker sig til jul, peger han på Et forjættet land af Barack Obama og ønsker bladets læsere, god læselyst. Selv han har netop udgivet Farvel til Folkestyret!

Fortalt til Hellen Niegaard

Interview ved Hellen Niegaard, “Danmarks Biblioteker”.

Egentlig er klima og bæredygtighed, det der fik mig ind i politik. Så blev jeg kulturborgmester. Nu er der fuld kraft på både grøn omstilling og kultur.

Hvad brænder på lige nu, hvad tager vi med os fra corona, og hvor ligger de store opgaver i tiden op til kommunalvalget? Til Danmarks Biblioteker fortæller Franciska Rosenkilde om arbejde og resultater – fra sine første godt halvandet år som borgmester i hovedstaden i en maj-samtale over Teams en varm dag sidst på måneden, hvor både hovedstaden og landet er i fuld gang med fase 2 af genåbningen efter corona-nedlukningen.

Sidste kommunalvalg, november 2017, gav det nye parti Alternativet, stiftet i 2013, to borgmesterposter. I Fanø, en af landets mindste kommuner, og i København for kultur og fritid. En post partiet fra oktober 2018 valgte Franciska Rosenkilde til at varetage efter partifællen Niko Grünfelds sortie.

Politik og grønt fokus
Skønt 44-årige Franciska Rosenkilde efter kun 10 måneder som medlem af Københavns Borgerrepræsentationen sådan lidt hovedkulds kom ind på borgmesterposten, har hun markeret sig som en både handlekraftig og dynamisk en af slagsen.

– Min politiske motivation handler meget om klima. Under min uddannelse – ernæring og klima – blev jeg mere og mere opmærksom på de politiske perspektiver. Så da Alternativet kom med klimakrisen øverst på sin dagsorden som et værdibaseret, fremfor et klassisk ideologisk parti, tænkte jeg – efter kun et møde i 2014 – det her giver mening. Og så gik det slag i slag.

– Partiet bragede jo ind i Folketinget med ni mandater i 2015 og halvanden år efter kom kommunalvalget, og jeg kom i Borgerrepræsentationen fra 2018. Så skete der det med Niko, og derefter valgte medlemmerne i København mig som ny kulturborgmester i oktober.

Hvor tiden siden har været kolossal turbulent for partiet, tegner der sig et mere stabilt og målrettet billede af den nye kultur- og fritidsborgmester, der allerede kan notere sig for resultater med stor effekt.

Hvad har du især arbejdet med og kan du pege på noget konkret, noget der har fyldt meget inden corona?

– Helt fra starten, det første halve til hele år, fyldte det grønne rigtigt meget. Vi har haft travlt med at implementere Københavns Kommunes nye økologiske Mad- og Måltidsstrategi, som blev vedtaget i august sidste år, og som jeg, før jeg blev borgmester, tog initiativ til. Kommunen har også tidligere arbejdet med spørgsmålet. Strategien er en overbygning, der løfter og samler alle madindsatser under et og er baseret på både sundhed, økologi og klima. Der skæres f.eks. ned på kød til fordel for det plantebaserede, ligesom madspild reduceres.

– Vi står bag 70.000 måltider om dagen i skoler, børnehaver og plejehjem med videre, så det er en vigtig politisk beslutning. Det var også meget vigtigt for mig, at vi fik inddraget eksperter i et Advisory Board for at højne niveauet – det har været et stort arbejde, og det kører rigtig fint på tværs af forvaltningerne.

Strategien passer som fod i hose med Københavns vision som grøn storby og hovedstad. Den skal sikre sundere mad, styrke madkulturen og mindske madspild og klimaaftryk. Som Københavns overborgmester, Frank Jensen (A), fastslog ved vedtagelsen: “Det gavner københavnerne og inspirerer resten af verden til en grønnere retning.” Målet er at reducere fødevarernes samlede CO2-aftryk med 25% allerede i 2025. Derudover handler det også om velsmag, kvalitet og madglæde bl.a. gennem madkultur og fællesskaber. Noget som Franciska Rosenkilde personligt har været stærkt engageret i.

– Det var en stor politisk sejr for mig også fordi, det meget handlede om kommunens vision og et godt samarbejde på tværs af forvaltningerne.

Hvordan matcher det med din stol som kulturborgmester? 

– Jeg gik ikke til valg på at blive kulturborgmester, men jeg blev det i løbet af 24-timer-agtigt, Franciska Rosenkilde smiler bredt.

– Kulturborgmesterposten er på en måde meget oplagt. For, som vi ser det i Alternativet, spiller kultur en helt central rolle for samfundet og dermed også for grøn omstilling og bæredygtighed. Og efter halvandet år på posten, jamen, så er jeg blevet en kulturpolitiker og har fået mere og mere kendskab til kulturen. Til hvor centralt kulturen virkelig er for samfundet – noget corona har gjort meget tydeligt.

Sats på kunst, kultur og bæredygtighed

Siden 11. marts 2020 har Danmark på grund af corona og faren for COVID-19 smitte været lukket helt ned og alle sendt hjem til hjemmearbejde og hjemmeskoler med et voksende samfundsøkonomisk pres til følge. Nu gen-åbnes bid for bid i flere faser. 

Hvad tager vi med os fra corona-lukningen?

– Corona har været en fremkaldervæske for både godt og dårligt. Vi har et politisk ansvar for at tage ved lære og ikke bare at gå tilbage til tingene, som de var før. Vi skal nu turde have det politiske mod til at prioritere dét, der er vigtigt, og gøre det bæredygtigt.

– En anden ting, som corona har gjort meget tydeligt, er, at kultur er helt nødvendig for os som mennesker. Det er samtidig også blevet meget tydeligt, hvor lidt kulturen er prioriteret politisk – og dermed økonomisk. Og hvor svært det har været med hjælpepakkerne, og hvordan kulturen nedprioriteres.

– Kulturen og kunstens sprog og steder kan noget særligt for os og for samlingskraften i vores samfund. Dét, at vi kan være sammen om noget også hver for sig og uden at skulle interagere. Kunsten og kulturen skaber dét frie fælles rum. Det er utrolig vigtigt, at den ‘åndelighed’, der findes der, prioriteres, og at vi forstår – også politisk – at kulturen er en bropille i samfundet. Ikke flødeskum. Og at den bør prioriteres fuldstændig på linje med andre afgørende områder.

Det handler i det hele taget om økonomi. Ifølge Rosenkilde skal man væk fra en økonomi, som prioriterer vækst over alt andet, til en økonomi, som arbejder for ‘det levede liv’ og med dette i centrum. Hun håber i den grad, at vi efter corona kan blive ved med at holde fast i, at samfundet bliver nødt til at have langt mere bæredygtige og klimaorientrede prioriteter og, som hun siger, at også de ledende politikere får det ud af corona-krisen.

Nu er du på din post selv en ledende politiker, hvordan arbejder du for en bæredygtig udvikling?
Franciska Rosenkilde slår en perlende latter op.

– Det er jo begrænset, hvor mange nye love, vi laver. Men selvfølgelig påvirker vi, især fordi København er så stor, via de emner vi vælger at fokusere på også den nationale agenda. Og vi har derfor naturligvis et ansvar for udviklingen.

Kulturelle normer, ligestilling og nyt musikhus 
Borgmesteren vil som Alternativet gerne “rykke Danmark og verden i en friere, grønnere og mere demokratisk retning.” Tilbage ved snakken om kulturen i København og tiden frem mod kommunalvalget i november næste år, peger Franciska Rosenkilde på andre væsentlige opgaver, hun venter vil fylde rigtigt meget.

– Kulturen som begreb og kulturens rolle i samfundet er en ting, jeg har haft meget fokus på. Noget, der antagelig vil fylde, er en ny kæmpe undersøgelse om ligestilling med fokus på køn, etnicitet og alder i Københavns kultur- og fritidsliv udarbejdet af forvaltningen.

– Jeg håber, den kommer før sommerferien, og at der kommer politiske forslag ud af det. I kunst- og kulturlivet ses en enorm skævvridning af køn – ligesom mange andre steder i samfundet. Som politiker er det vigtigt for mig at arbejde for, at samfundets struktur giver det enkelte menneske mulighed for at udleve sit potentiale – også i forhold til ligestilling og mangfoldighed. Det gælder ikke kun piger. Mange af de her normative ting er jo heller ikke særligt fede for drenge.

Hvordan vil det udmønte sig konkret?

– Det kan være i ansøgninger og tilskudsaftaler, så man ude i kulturlivet og de enkelte institutioner selv tænker over problematikken og beskriver, hvordan man vil arbejde med sagen. Det kunne f.eks. være i valget af kunstnere i sin udstillingsvirksomhed eller om drenge- og pigehold i fodboldklubben.

En anden spændende opgave tegner sig: Hvad skal der ske med det tidligere bymuseum, den gamle palæbygning på Vesterbrogade 59. En beslutning om salg af bygningen var oprindelig en del af budgetaftalen i 2015 og blev truffet samtidig med beslutningen om at flytte bymuseet til hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade, hvor det åbnede i februar i år kort før corona-krisen satte ind.

– Det er en kæmpe sejr, at Vesterbrogade blev taget af salgslisten. Det er et helt fantastisk hus, og det er vigtigt, at vi værner om den kulturarv og historie, vi har i København. Lige nu virker forslaget om et musikhus i bygningen som det mest oplagte. Akustikken siges at være fin. Det er endnu helt uafklaret. En politisk proces følger i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Biblioteker – beliggenhed og betydning
Hvor Helsinki i 2018 og Oslo i år åbner store nye tidssvarende, skulpturelle biblioteker i centrum over for hhv. parlamentet og ved siden af operaen/Munchmuseet venter københavnerne stadig på nyt hovedbibliotek og må klare sig med det gamle trange varehus i Krystalgade. Men måske er der håb med Franciska Rosenkilde som kulturborgmester.

– Hurra, lød det, da Franciska Rosenkilde var med til at indvie tilløbsstykket, biblioteket i Remisen, på Den Røde Plads i september sidste år. Hun er begejstret for bibliotekerne og optaget af dem.

– Nørrebro har med biblioteket på Den Røde Plads fået en helt ny scene for litteraturen og alle de oplevelser, der følger med. Og biblioteket kan noget særligt. Her får vi mulighed for at sænke skuldrene, mens verden suser forbi. Samtidig tilbyder biblioteket os mange andre kulturelle oplevelser end alene udlån af bøger fra hylderne.

Tilbage i efteråret vakte en beslutning om Østerbro bibliotek, der trænger til udskiftning, debat. En model med voksenbibliotek ved Svanemøllen og børnebibliotek i Kulturcenter Kildevæld skabte røre lokalt, og politisk vedtog man derfor en borgerproces.

– På Østerbro er det enormt vigtigt, vi ser på behovet og på, hvad vi kan tilbyde. Og at vi laver et lokalt forankret tilbud. Der er meget forskellige ønsker, og det bliver belyst nu i en brugerinddragelsesproces. Den er dog lige nu er gået lidt i stå på grund af corona. Jeg håber, vi får en afklaring til efteråret.

En anden sag fra februar om at melde København ud af Filmstriben.dk til fordel for andre digitale materialer, vakte også uro. Den blev stoppet på grund af forkerte tal. De to digitale tilbud er begge i markant vækst, og er blevet endnu mere synlige for borgerne i sammenhæng med corona.

To nye lokalbiblioteker undervejs. I Valby og i Nordhavn
På Toftegårds Plads skabes et kulturcentrum med et nyt bibliotek i tilknytning til Valby Kulturhus og Kraftwerket. Partierne bag budget 2019 vedtog at afsætte 80 mio. kroner til en helhedsplan. Der mangler dog stadig nogle millioner, før man er i mål og kan realisere vinderprojektet “Bølgen” udpeget efter en arkitektkonkurrence sidste år.

– Toftegårds Plads laves til en hel kulturens plads. Nyt bibliotek bygges og de kulturinstitutioner, som er der i forvejen, medinddrages, ligesom der laves et nyt grønt byrum på det ret trafikerede sted. Det er et enormt spændende projekt.

– I Nordhavn får vi en ny folkeskole på Levantkaj med bl.a. et bibliotek. Ikke alene et skolebibliotek, men et bibliotek for området. Bydelen er ikke færdig endnu. Der kommer både flere grønne områder og mere kultur derude. Som Tunnelfabrikken, der skal forvandles til et kæmpe kulturareal med kulturhus. Der er mere på vej, end det lige ser ud til.

Med budget 2019 blev der givet en planlægningsbevilling til den nye skole, herunder madskole, idrætshal, bibliotek og ungdomsfaciliteter. ‘Samlokaliseringsbiblioteket’ er på 700 m2 og et bibliotekstilbud mellem et PLC (Pædagogisk Læringscenter) og et folkebibliotek. Planlægningen forventes påbegyndt i efteråret 2020.

Hvordan ser du bibliotekets opgave og betydning?

– Bibliotekerne er virkelig interessante og en af de helt tunge kulturopgaver og enormt populære – stadigvæk. For mig er det vigtigt både at have fokus på kerneopgaverne vedrørende formidling af litteratur og læselyst, men også på et bredere kulturformidlingsfokus som gælder folkeoplysning, film og andre ting. Det er tydeligt at se, at københavnerne gerne vil bibliotekerne. Også at de gerne vil det på forskellige måder, siger Franciska Rosenkilde med et stort smil.

 – De vil for eksempel gerne have rummet, som er noget helt særligt. Bibliotekerne kan virkelig det her rum, hvor man mødes om litteraturen og kulturen – uagtet hvem man er! Det tillægger jeg høj værdi. Som menneske har man på biblioteket et meget ærligt møde med kulturen og andre mennesker – uanset om man er hjemløs, studerende eller direktør. Det er vigtigt, vi har blik på at sikre det. Bibliotekerne skal naturligvis samtidig også følge med i den udvikling og efterspørgsel, der er. Det er hele tiden en balance mellem bibliotekets kerneopgaver og så dét – at forny sig.

Interviewet er bragt i Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.

---

Har du en kommentar til dette indlæg, eller andet som du gerne vil bidrage med, så skriv din kommentar på Kulturdebattens Facebook side.